Øget produktivitet med den rette leverandør

17-03-2015

Hosta Industries i Hjallerup, Danmark, fik til opgave af en kunde at optimere produktionsprocessen for et emne. Man skiftede fra savede rør til laserskårne rør, og det gav en besparelse på 46 procent på svejsetiden samt en masse andre fordele.

Og eksemplet er langt fra enestående.
ASA-Lift fremstiller blandt andet gulerodshøstere til landmænd over hele verden. Da Henrik Ussingkjær, der er produktionschef hos ASA-Lift, opdagede muligheden for at rørlaserskære dele af deres konstruktion, kontaktede han Hosta Industries. Hosta fik et indblik i funktionen af emnet og Henrik Ussingkjærs tanker omkring optimering. Der blev givet frie tøjler til optimering af produktet, når blot hovedmålene og styrken bibeholdtes, og Hostas teknikerne gik i gang.

Store besparelser og optimerede processer
Hosta har et godt kendskab til de efterfølgende processer, i dette tilfælde svejsning, og derfor kan vi optimere et produkt, så svejserens job bliver så nemt som muligt. Hosta leverede et samlet kit til ASA-Lift, der kunne gå direkte ind i deres svejsekabine. Der blev brugt tapper af forskellig størrelse, og det var med til at eliminerede risikoen for fejl. ASA-Lift sparer ca. 46 % svejsetid på dette emne. Det giver ASA-Lifts udviklingsfolk nye konstruktionsmuligheder, et mere præcist emne, en langt nemmere svejseproces og et emne med større ensartethed – hvilket i sidste ende også betyder kortere montagetid.

Søren Mosevang, der er salgs direktør ved Hosta Industries A/S, uddyber: ”Jeg har oplevet flere lignende tilfælde hos andre kunder. Eksempelvis havde en kunde i fødevarebranchen en serie konstruktioner med direkte sammenlignelighed mellem emner, der blev lavet på henholdsvis rørlaser og sav. Besparelsen var stor, idet processen blev reduceret fra en svejsetid på 75 timer til en konstruktionstid på kun 25 timer.”

Eksemplerne er mange, men især emner, der i dag manuelt saves i smig, eller hvor der laves udskæringer/fræsninger til forskellige detaljer, kan med fordel rørlaserskæres.

Se på hele værdikæden
Kommentaren bakkes op af Mark Fisker, der er produktivitetskonsulent fra brancheorganisationen Fremstillingsindustrien (en del af Dansk Industri). Han siger: ”Mange har endnu ikke set fordelene ved rørlaserskårne rør. Dette skyldes, at de ikke ser på emnets samlede omkostning, der er i forbindelse med den efterfølgende sammenføjningsproces, typisk svejsning.”

I forbindelse med den efterfølgende svejsning af et rør skal der oftest konstrueres et fikstur. Rørene fikseres i fiksturet, og til sidst fuldsvejses de. Når rør skæres på en rørlaserskærer, er der mulighed for at tappe rørene sammen, så hele hæfteprocessen og omkostningerne til fikstur kan undgås.

Desuden er der også besparelser at hente ved at robotsvejse rørene sammen, idet kvaliteten af snittene bliver væsentlig bedre. Det understreger blot det faktum, at man er nødt til at se på hele værdikæden, når man overvejer, om man eventuelt skal skifte fra savede rør til rørlaserskæring.